Du skal kun lave én ansøgning, også selvom du har flere børn på adressen.
Tilskuddet udregnes ud fra din og din eventuelle ægtefælle/samlevers indkomst (bruttoindtægt ÷ATP, AM-bidrag og eventuel fradragsberettiget indbetaling til pension). Hver måned tjekker vi oplysningerne fra SKAT og genberegner dit tilskud derudfra.
Hvis der sker ændringer i din indkomst eller familiemæssige forhold, skal du lave en ny ansøgning om hel eller delvis økonomisk friplads. Det kan f.eks. være, at du bliver enlig, ikke længere er enlig eller er blevet gift, men ikke har samme adresse som din ægtefælle. Det kan også være indkomst fra selvstændig virksomhed eller indkomst, som ikke er skattepligtig i Danmark.
Du kan ikke få økonomisk friplads med tilbagevirkende kraft.
Når du søger om økonomisk friplads, finder systemet automatisk din samlede indkomst på samme måde, som SKAT gør, og beregner din indkomst på baggrund af de seneste tre måneder.
Det er derfor vigtigt, at du selv retter det til, hvis det ikke passer med din fremtidige indkomst.
Hvis du tre måneder i træk ikke modtager økonomisk fripladstilskud, fordi indkomsten er steget, skal du søge om økonomisk friplads på ny.
Du får et foreløbigt fripladstilskud på baggrund af den husstandsindkomst, du har oplyst i den gældende fripladsansøgning.
Kommunen vil automatisk få besked fra SKAT ved ændringer i din indkomst.
Når den faktiske husstandsindkomst er kendt i indkomstregistret, vil der ske en genberegning af dit fripladstilskud for den pågældende måned, hvis indkomstsammenligningen viser en afvigelse på mindst 5 trin på fripladsskalaen.
Hvis genberegningen viser, at du har fået for meget i fripladstilskud, vil beløbet blive lagt til efterfølgende opkrævning eller krævet tilbagebetalt. Du vil få besked om dette.
Hvis genberegningen viser, at du har fået for lidt i fripladstilskud, vil beløbet blive trukket fra i efterfølgende opkrævning eller blive udbetalt.
Den årlige efterregulering sker, når årsopgørelsen fra SKAT foreligger. På baggrund af oplysningerne i årsopgørelsen og de konkrete måneders husstands indkomst laves en endelig beregning af de enkelte måneders fripladstilskud og du vil få en opgørelse på dette.
Der gives fradrag i indkomsten på 7.000 kr. for hvert hjemmeboende barn under 18 år udover det første barn, som fratrækkes automatisk.
Enlige forsørgere får fradrag i indkomsten med 72.822 kr. årligt i 2025, som fratrækkes automatisk.
Er du selvstændig, skal du søge via Digital Pladsanvisning. Det kan være, at du udlejer bolig, er landmand, har en forretning eller anden form for erhverv.
Ved årsskiftet vil du modtage et skema for selvstændige, som skal udfyldes og returneres til Pladsanvisningen.
Fripladsen bevilges ud fra et forventet beregnet indtægtsgrundlag for det år, hvori der søges.
Visse skattetekniske fradrag medtages ikke.